Smeltning af lav-ferrolegeringer ved hjælp af digler begyndte omkring 1860. Senere blev smeltningen af ferromangan og ferrosilicium med mindre end 12 % siliciumindhold udviklet ved hjælp af højovne. Mellem 1890 og 1910 begyndte produktionen af ferrolegeringer ved hjælp af lysbueovne i Frankrig. H. Moissan udførte systematiske eksperimenter med vanskelige-at-reducere elementer ved hjælp af lysbueovne, og PLTH Roult anvendte det til industriel produktion. På det tidspunkt blev koks og trækul brugt som reduktionsmidler til at reducere de relevante malme, og produkterne var for det meste kulstoffattige.
Efter 1920, for at imødekomme behovene for udviklingen af høj-kvalitetsstål og rustfrit stål, begyndte en ny fase med lav-kulstofproduktion af ferrolegeringer. På den ene side, baseret på den aluminotermiske proces foreslået af K. Goldschmidt i 1898, blev smeltningen af nogle kulstof-fri ferrolegeringer og rene metaller udviklet ved hjælp af den aluminotermiske proces; på den anden side blev der udviklet en desilikationsraffineringsmetode til at oxidere silicium-holdige legeringer i en elektrisk ovn. På grund af de høje produktionsomkostninger ved den aluminotermiske proces, blev desilikationsraffineringsmetoden mere udbredt. Selv i dag raffineres medium-kulstof, lav-kulstof og ultra-lav-kulstof ferrochrom, medium-kulstof og lav-kulstof ferromangan og metallisk mangan for det meste ved hjælp af denne metode. Den varme-blandingsmetode til raffinering af ferrochrom involverer blanding af flydende malm og kalksmelte med en silicium-chromlegering gennem varmblanding for at accelerere reaktionen; dette er en videreudvikling af desiliceringsraffineringsmetoden. Derudover bruges elektrolyse til at fremstille rene legeringsadditiver (såsom metallisk mangan), og vakuumafkulning bruges til at producere ultra-lavt-kulstofferrochrom med ekstremt lavt kulstofindhold. I de senere år er der også udviklet metoder til raffinering af ferrochrom og ferromangan ved hjælp af ren oxygenblæsning.
